AFA i Holland: Militans og populisme

Historien om Antifascistisk Aktion (AFA), som vi kender det i Holland, startede med en nynazistisk koncert i byen Hoek van Holland i september 1992.

De grupper og enkeltpersoner, der havde arbejdet sammen for at forhindre koncerten, mødtes til den anden af to evalueringer af de protester, der havde været i forbindelse med koncerten. Her skrev de en offentlig udtalelse, hvor de udtrykte deres ønske om at fortsætte samarbejdet, hvilket også blev resultatet. Frustration over den fragmenterede radikale venstrefløj på det tidspunkt og skuffelsen over samarbejdet mellem lokale antifascistiske grupper, LAFO, som blev lanceret i 1991, var grundlaget for det nye initiativ.

AFA valgte til at starte med kun at invitere grupper fra den radikale venstrefløj, som var politisk uafhængige, ud fra et ønske om at håndtere de eksisterende problemer på den politiske scene med hemmelighedsskræmmeri, ”incrowd-kulturer” og voldsdyrkelse, da disse problemer i deres øjne forhindrede et effektivt og længerevarende samarbejde med for eksempel migrantgrupper, politiske partier og progressive kirker.

Det primære formål var at fastholde de erfaringer og den viden, der var opstået i forbindelse med koncerten, og skabe en landsdækkende organisation af grupper, med en overordnet gruppe, der skulle fungere som ”limen” mellem de forskellige lokale grupper. Med afsæt i det ville man genetablere kontakterne med grupper uden for bevægelsen med fokus på at skabe længerevarende samarbejder. Man ville også lave kampagner på AFAs eget initiativ frem for kun at reagere, når fascisterne stak deres grimme ansigt(er) frem. Arbejdet skulle gå hånd i hånd med en radikal kritik af flygtningepolitikken og den hollandske regerings integrationsprogrammer. Man formulerede desuden alternativer til de vælgere, der stemte på racistiske og yderligtgående højreorienterede partier som en del af kampagner i forbindelse med valg. AFA skulle som den bagvedliggende organisering sørge for, at diskussioner blev holdt i live, og at alle løfter blev overholdt. Med en blanding af pragmatisme og ideologi startede AFA med 25 grupper over hele landet.

Strukturen var som følger: Viden om aktiviteter, ideer og planer for de forskellige fascistiske grupper og racistiske partier var alt afgørende, så der blev derfor etableret et samarbejde med de to researchkollektiver Kafka og FOK. De gav grupperne essentiel information. De lokale grupper var selvstændige, men underlagt AFAs credo ”Non-violent but with power of defence”. Nogle grupper arbejdede anonymt og kommunikerede kun via en postbox, andre havde et kontor, hvor døren altid stod åben for forbipasserende, der kunne klage over diskrimination og racisme.

AFAs styrke og rækkevidde manifesteredes i 1994, da flere hundredetusinder antiracistiske aviser blev delt ud i særligt udvalgte områder over hele landet, hvor vælgere, der stemte på Centrumdemokraterne (CD) og Centrum Partiet (CP), boede.

Udover alle de mange lokale aktioner i den første periode, der ikke er plads til at nævne her, blev der produceret store mængder propaganda: klistermærker, plakater, bannere, pamfletter, pins, patches, t-shirts; ja selv lys med AFA-logoet. Desuden blev der afholdt mange informationsaftenener og støttearrangementer, hvor udgangspunktet var forskellige temaer relateret til racisme og fascisme, og hvordan man kunne handle.

Samtidig blev der indledt en stor kampagne for en ”spektakulær blokade” af Centrumdemokraternes årlige kongres, hvilket endte med, at Centrumdemokraterne måtte nøjes med at holde et meget lille hemmeligt møde. At Centrumdemokraterne blev tvunget til at trække sig tilbage på den måde blev set som en succes, selvom blokaden aldrig endte med at finde sted. Kampagnen var den perfekte mulighed for at sprede AFAs ideer og afslører Centrumdemokraternes hovedkræfter og politik. Udover al græsrodsarbejdet, som hovedsagligt benyttede sig af bz-bevælgelsens infrastruktur, var andre aktioner mere effektive, når de blev organiseret inde fra AFA og dennes egen struktur: I 1994 skulle Centrum Partiet ’86, som var en fascistisk udbrydergruppe fra Centrum Partiet, holde en stor kongres. En kampagne blev lanceret, som skulle sørge for, at AFA-aktivister holdt sig klar. Mobiliseringen til dette foregik internt. Det kulminerede i en gruppe på 300 aktivister, som en tidlig novembermorgen kørte i en lang kortege af udlejningsbiler mod en ukendt destination. Efter at have kørt rundt i flere timer, fandt man ud af, hvor fascisterne var om eftermiddagen, og gruppen af antifascister gik i demonstration til denne restaurant. Ejeren følte sig presset, medierne begyndte at flokkes omkring restauranten, politiet kom, og der blev arrangeret busser til at transportere fascisterne væk derfra. Ingen blev anholdt, og aktionen blev set som en succes.

Den samme strategi blev gentaget i 1995, men her fejlede den som resultat af, at fascisterne i stigende grad var mere hemmelighedsfulde i deres organisering.

Et andet problem dukkede op: Fascistiske grupper viste deres stadig større selvtillid ved at arrangere ”pop-up demonstrationer” over hele landet, hvor de forsøgte at slippe væk, før politi eller antifascister kunne gribe ind. Det resulterede i to mere eller mindre på hinanden følgende weekender i februar og marts 1995 i Rotterdam, hvor 150 bevæbnede antifascister blev anholdt af politiet under forsøg på at angribe fascisterne. Billeder af store bunker af hjelme og bat blev bragt i pressen, og myndighederne var i chok, ikke mindst fordi at man forventede en ny fascistisk demonstration, i Utrecht den følgende weekend. Lokale antifascister i Utrecht mobiliserede til en ikke-voldelig, ikke-autonomt udseende blomsternedlæggelse ved statuen af Anne Frank for at skabe opmærksomhed om racisme og fascisme. Hundreder af mennesker dukkede op, men blev arresteret alene på grund af, hvordan de så ud: et rødt tørklæde, et palæstinatørklæde, sorte støvler, et badge. De blev omringet ved FC Utrechts fodboldstadium, hvilket resulterede i billeder af unge mennesker bag tremmer. Og da det blev afsløret, at politiet havde benyttet sig af en gammel lov, som var blevet lavet før Anden Verdenskrig for at forhindre den nationalsocialistiske bevægelse (NSB) i at marchere i 30’erne, var skandalen fuldendt. Politiet var nødt til at undskylde, mange klagere fik medhold, og diskussionen endte med at være på antifascisternes side. En måned lang debat fandt sted i medierne om, hvordan man skulle forholde sig til, at den yderste højrefløj marcherede i gaderne. Efterretningstjenesten konkluderede også, at AFA på det tidspunkt var den eneste tilbageværende kraft på venstrefløjen, som kunne mobilisere hundredvis af mennesker.

En ny fase i den antifascistiske kamp indtrådte i 1996, da tre borgmestre gav racistiske partier tilladelse til at marchere. Først i Rotterdam, men her fik marchen mindre betydning, fordi den fandt sted i udkanten af den store by. Men i Zwolle, hvor borgmesteren gav tilladelse til, at Centrumdemokraterne og CP’86 kunne marchere i midten af byen, resulterede det i, hvad man mener, er den første lovlige racistiske demonstration i Holland. AFA fik lov til at demonstrere efter racisterne og slog dem i antal med en faktor 10, da 1000 mennesker gik til Rådhuset. Her fik borgmesteren ikke lov til at tale. Senere i marts fik Centrumdemokraterne og CP’86 lov til at afholde en demonstration til minde om angrebet på et hotel i nærheden af Leerdam i 1986, hvor antifascister forstyrrede en gruppe fascisters møde, hvilket ledte til en brand og sårede blandt fascisterne. Igen fandt der en diskussion sted i medierne og de politiske cirkler, som resulterede i, at tilladelsen til demonstrationen blev trukket tilbage. For AFA var det, at man annoncerede sin tilstedeværelse, nok til at borgmestrene forbød den højreorienterede demonstration. I mellemtiden havde Centrumdemokraterne og CP’86 fået omkring 70 byrådsmedlemmer i forskellige byer og tre repræsentanter i parlamentet. Til valget i 1998 uddelte AFA en avis med historier om forskellige skandaler, der berørte byrådsmedlemmerne. Det var et populistisk forsøg på at øve politisk indflydelse, uden lange ideologiske tekster, men i tabloidformat, i farve og fyldt med billeder. Igen foregik distributionen i de byer, hvor mange stemte på racistiske partier, men avisen blev også uddelt på togstationer, skoler etc. Valgresultatet var overraskende: Centrumdemokraterne og CP’86 mistede alle pladser i byrådene, bortset fra et enkelt, og de tre pladser i parlamentet.

For det ekstreme højre var det blevet tid til en reorganisering: Voorpost, en ny højreorienteret gruppe, blev vigtig og forenede de forskellige højreorienterede organisationer. De lagde vægt på at uddanne og træne racisterne i at blive mere præsentable og den slags. AFA besluttede at lancere en kampagne imod dem, hvor de outede (offentliggjorde identiterne på red.) personerne bag Voorpost og organiserede direkte aktion. I 1998 fandt en demonstration sted i Delft imod den annoncerede mindehøjtidelighed for Willem Van Oranje, som Voorpost stod bag. Den største succes var opdagelsen af Voorposts træningslejr i Friesland: AFA annoncerede demonstrationer ved de ledende personer i Voorposts huse over hele landet, mens en mobil gruppe på ca. 200 antifascister ledte efter resten af Voorpost. Voorposts-ledernes huse blev bevogtet af deres medlemmer, og politiet afspærrede gaderne omkring, mens man ventede på antifascisterne, som aldrig dukkede op. Fra da af vidste alle i de enkelte byer, hvem der var medlemmer af Voorpost. I mellemtiden havde viceborgmesteren i Friesland aflyst en såkaldt Voorpost-weekend på opfordring fra det antifascistiske koordineringscenter. Det var gode sejre, og Voorpost følte sig overrumplede og trætte af al opmærksomheden og blev ikke længere anset for at være i stand til at organisere begivenheder.

I mellemtiden var AFA også blevet mere professionel og lancerede mod slutningen af 1997 magasinet Alert! og en række forskellige hjemmesider. Der var også fokus på de tyrkiske fascister: De Grå Ulve. To bøger blev udgivet af antifascister og beskrev De Grå Ulves historie i Holland (på det tidspunkt ikke dokumenteret siden 1980) og kontakterne mellem lokale byråd og lokale Grå Ulve-grupper (omkring 50). Disse lokale grupper modtog ofte økonomisk støtte fra byrådene. En udgivelse fra mainstream journalister, mange artikler, spørgsmål stillet i parlamentet og en demonstration i Den Bosch i 2002 imod en 3000 mand stærk forsamling af ”grå ulve” betød, at båndene mellem byrådene og De Grå Ulve blev brudt, og opmærksomheden dalede. Men De Grå Ulve fandtes stadig.

I forhold til det ekstreme højre var der en stigning af racisme blandt unge, særligt hos de såkaldte Lonsdale-unge. De var tiltrukket af skinheads-tøjstilen, flirtede med nationale symboler og udgjorde en ny racistisk ungdomssubkultur, som dukkede op i forskellige dele af Holland. De skabte problemer på skoler, hang ud på gadehjørner og sloges med unge skatere og immigrant-grupper om territorium, andre ting eller på grund af racisme. AFA reagerede ved at lancere en avis med navnet Lonsdalenews sammen med en hjemmeside og et forum, hvor de unge kunne diskutere og få information. Det var en stor succes. Adskillige lærere, gademedarbejdere, trænere etc. bad om at få avisen, så de kunne uddele den. Ved at have en åbning gennem avisen fik man kontakt med disse grupper. Avisens artikler var skrevet henvendt mod de unge og handlede om fordomme, symboler, tolerance etc. Da der kom tydeligere indikationer på, at fascistiske grupper forsøgte at rekruttere fra de unge Lonsdale-grupper, udgav Alert! sammen med Kafka en folder om symbolik i de højreorienterede ungdomskulturer.

I de år, der fulgte, nåede racismen i Holland nye højder. Med fremkomsten af den højreorienterede populist Pim Fortuyn i 2001, som kaldte islam for en tilbagestående religion og immigranter for en ”beskidt femte kolonne”, var racisme tilbage i politik. Fortuyn lancerede det politiske parti, Lijst Pim Fortuyn (LPF), men blev myrdet efter et radioprogram den 6. maj 2002. Et par dage senere fik hans parti 26 pladser i parlamentet. Så mange pladser havde de aldrig fået før. På trods af at LPF blev en del af en regering, som kun holdt 87 dage, er Holland aldrig blevet det samme igen. I 2004 blev filmskaberen Theo van Gogh myrdet i Amsterdam af en radikal muslim efter en kritisk anti-islamisk film. På samme tid forlod Geert Wilder det højre-liberale parti VVD for i stedet at stifte hans anti-islamiske parti: Frihedspartiet (PVV). Fra da af blev Wilders mandsopdækket af vagter, boede i safe house og skabte overskrifter verden over som en anti-islamisk korsfarer. Gennem alle årene har Frihedspartiet udgjort en politisk faktor med deres forsøg på at dominere debatten om islam, integration, migrationsarbejdere, asyl, retsområdet og EU. Efter i halvandet år at have været støtteparti for en regering (2010-2012) røg Frihedspartiet tilbage i oppositionen med 12 pladser i parlamentet, 10 i senatet, 15 byrådsmedlemmer og 52 i regionsrådene.

Tilbage til Pim Fortuyn. AFA udgav en avis, der lignede, at den kom fra en støttegruppe til Foruyn, med tekster, der handlede om hans idéers dumhed. I mellemtiden lykkedes det det nationalsocialistiske Det Hollandske Folks Union (NVU), det ældste naziparti i Holland, at bryde med forbuddet mod demonstrationer i 2001, hvor en domstol afgjorde, at NVU skulle have lov til at marchere i Kerkrade i nærheden af den tyske grænse. AFA mobiliserede med succes og havde alle partier i byrådet i Kerkrades opbakning. Det enorme pres fra 3000 antifascister resulterede i en nazi-march på kun 15 minutter i nærheden af stationen.

Men forbuddet mod demonstrationer var ophævet: I de følgende år demonstrerede nazi-grupper, primært NVU, op til 20 gange årligt. Det skete særligt i mindre byer. AFA ledte efter en strategi, da deres demonstrationer blev forbudt, placeret langt væk, eller fik alle demonstranterne anholdt. Kun i Apeldoorn i 2003 lykkedes det med succes at blokere NVU, da AFA fik mulighed for at demonstrere, før NVU indtog byen. I 2009 blev en ny strategi kaldet LaatZeNietLopen (Don’t let them walk) lanceret. En blog, en Twitter-profil, en Facebook-side, en videokanal, et telefonnummer, men vigtigst af alt en strategi, blev lavet. Så snart en nazi-demonstration blev kendt, udsendte LaatZeNietLopen en daglig pressemeddelelse om NVU, og hvad implementeringen af deres politik ville betyde for den by, hvor demonstrationen skulle finde sted (for eksempel for deres fodboldhold). Man gik ud i byen og talte med mennesker, uddelte flyers og fløjter, afholdt en informationsaften, skabte et netværk ved at kontakte lokale grupper, informerede byrådsmedlemmer og forklarede dem, at hvis de ville have modstand mod nazisterne, måtte de selv stå for den sammen med deres venner. LaatZeNietLopen ville støtte dem med information (live updates på dagen), materialer (fodboldhorn og lign.) og ved at være til stede på dagen for demonstrationen. Og det virkede. Man blev ikke stoppet af et forbud mod at demonstrere eller identificeret som en gruppe demonstranter. I stedet mødte hundredvis af mennesker med vidt forskellige baggrunde op for at se, om de kunne gøre modstand mod nazi-marchen. Et organiseret kaos, om du vil. Okay, nazisterne fik på den måde lov til at marchere, men deres marcher blev mødt med meget modstand, blev afkortet, fik ændret ruter, stoppet og tungt bevogtet af politiet. Budskabet ”du og dine idéer er ikke velkomne her” blev formidlet på en kraftfuld måde, og støtten til NVU faldt i årenes løb. Andre grupper trak deres deltagelse tilbage, fordi de ikke følte sig trygge, og i dag markerer NVU sig blot to gange årligt, og kun partimedlemmer deltager. Omkring tyve mennesker står på en mark i en halv time, vifter med flag og lytter til taler. AFA vurderer derfor, at der ikke er behov for flere af LaatZeNietLopens aktioner.

Til sidst vil jeg nævne, at mange mindeværdige aktioner ikke er beskrevet her. Hvis man vil have mere information, kan man læse videre i artiklerne her:

www.alertmagazine.nl
www.alertafa.nl
www.afanederland.org
www.laatzenietlopen.nl
www.kafka.antenna.nl
http://afa.home.xs4all.nl/alert/stand.html

Og en status for Antifascistisk Aktion i Holland i dag: Lokale grupper eksisterer stadig og er fortsat aktive. Primært imod Frihedspartiet og udlændingepolitikken. Og hvis de mobiliseres, er jeg sikker på, at mange mennesker vil deltage i AFAs aktioner igen. Muligvis er historien fra 1992 nødt til at gentage sig – mist ikke inspirationen, erfaringen, ideerne og deres historie!

Artiklen er skrevet af Jeroen Bosch, redaktør Alert!, og oversat fra engelsk af Projekt Antifa.