Kronik: Kære Mikkel Andersson

Kære Mikkel Andersson.

Du skriver i dit debatindlæg i Politiken, at venstrefløjens
voldsforherligelse truer os mere end en marginaliseret højrefløj. Set i
lyset af historiens kendsgerninger, er det præcis tanker som denne, der
gør det uhyre farligt at være i stue med dig og ligesindede, og som gør
en kompromisløs linje i stil med Cecilie Roed Schultz’ (Ø) boykot af
politiske debatter værd at overveje. Hitlers naziparti NSDAP kom også
til magten på grund af denne mislykkede ‘tien ihjel’-strategi, som ikke
holder en meter, da fascisterne elsker ikke at blive taget alvorligt.
Det fungerer langt bedre end negativ omtale for dem.

Danskernes Parti er en trojansk hest, som vil udnytte ethvert momentum
og den folkelige accept til at ødelægge det parlamentariske demokrati,
politikerne har så kær. Det faktum overser du i din klapjagt på
venstrerevolutionære, der blot ønsker at forsvare jeres påståede
demokrati med samme magt, I selv er tilhængere af gennem militær og
politi. En magt I sågar hævder at bruge for det gode i udlandet qua
imperialisme og besættelse af andres lande som bolværk mod den åh så
farlige islamisme, manifesteret gennem den såkaldte krig mod terror –
en term som en tidligere amerikanske præsident George W. Bush er
ophavsperson til.

Hvilken vold synes du er mest legitim? Folkeretsstridige invasioner af
andre lande med militæralliancen NATO som fodsoldater eller unge i
frontlinjen for direkte aktion – selvtægt om man vil – mod diktaturets
prædikanter? Vi kommer tydeligvis ikke uden om spørgsmålet om, hvem der
har ret til at udøve vold. Vold er desværre nødvendig i et kapitalistisk
samfund, hvor kapitalejerne bliver nødt til at forsvare deres
privilegier med magt for at forblive ovenpå over for en kampberedt
arbejderklasse. Enten er det ‘os’ – almindelige, samfundsbevidste
borgere – eller statsapparatet og dennes håndlangere, der udfører den.

Grupper som Antifascistisk Aktion (AFA), som du behændigt har udråbt til
statsfjende nummer ét, gør i realiteten det beskidte arbejde, det er at
forsvare det såkaldte demokrati mod fjendtlig infiltration fra sårbare
kanaler, som en opstilling til kommunalvalget i bund og grund er.
Hvornår ser man personer som dig stå op imod statslig voldsanvendelse,
mord og massakrer i lande som Irak og Afghanistan, og som er af en
intensitet og et omfang, der er langt større og mere voldsom, end en
lille flok sortklædte AFA-aktivister nogensinde bliver i stand til at
mønstre? Er sandheden ikke, at du i virkeligheden er mere bange for
autonomistiske grupper og elementer i befolkningen, du og den liberale
stat ikke kan kontrollere, end du er for den grufulde kendsgerning, at
den yderste højrefløj ikke siden 2. verdenskrig har mobiliseret sine
kræfter til så stor en valgdeltagelse, som de gør i øjeblikket?

For mig at se er antifascisterne heltemodige og gør det nødvendige
arbejde med at stå op imod fascismen som altødelæggende kraft i det, der
stadig burde udgøre et stærkt civilsamfund. De bliver udsat for
repression af en yderst brutal og kampberedt politistyrke, fordi de
udfordrer disses nyttesløse monopol på vold – en vold som er uundgåelig
i et klassesamfund med stadigt flere konflikter og voldelige
konfrontationer, som følge af de riges uhæmmede jagt på profit og større
indhug i andres produktivitet for egen vindings skyld.

I 1936 blokerede op mod 300.000 arbejdere, jøder, kommunister og
anarkister Oswald Mosleys marcherende sortskjorter gennem Cable Street i
London og gav både dem og den målløse, ridende politistyrke seriøse
bøllebank, så det kunne mærkes over hele landet, at arbejderbevægelsen
stod sammen mod den fascistiske trussel for enhver pris. De udtrykte mao.,
at demokratiet var værd at forsvare med vold, frem for kvit og frit at
overlade styringen af det til autoritære og hierarkiske kommandanter med
skrårem og strakt arm, sådan som du indirekte – ved din højlydte
passivitet og manglende stillingtagen – lægger op til skal være normen.
Det var begyndelsen til enden for fascistbevægelsen i England. Modstanden
knækkede dem. Folks liv blev i store træk skånet som følge af de
folkelige blokader,
der også den dag i dag forekommer overalt i Tyskland, hvor NPD går på gaden.

Frihedskæmperne under den nazistiske besættelse blev kaldt terrorister,
så længe Nazityskland ikke var kapituleret og kampen vundet. Pludselig
blev BOPA og jernbanesabotørerne udråbt til folkehelte, på trods af at
den danske stat ingensomhelst skrupler havde ved at udlevere dem til
forfølgelse, død og tortur i kz-lejrene syd for grænsen på tyskernes befaling.
Lad mig spørge dig: hvis det skulle komme så vidt, at vi endnu en gang skal
gennemleve et nazistisk diktatur som konsekvens af din og politikernes
konsekvente handlingslammelse, er du så stadig villig til at kalde
antifascister for de frihedskæmpere, de er, såfremt de skulle vinde denne
kamp mod monstret i Danskernes Parti?

Vi skylder de modige revolutionære i tidernes morgen at videreføre denne
kamp for et menneskeligt samfund. Kampen mod fascismen hænger uløseligt
sammen med den revolutionære, socialistiske klassekamp, da fascisme –
ligesom dengang – opstår og fremavles som en direkte følge af negative
udsving og kriser i den kapitalistiske økonomi. Ukrudtet gror i egen
baghave, så at sige, og det er her frem for hos nutidens modstandsfolk,
vi skal tage fat. Det er nemlig naivt at tro, at politiet nogensinde vil
tage truslen seriøst. I Grækenland skulle der et brutalt og planlagt
mord på en antifascistisk musiker til, før staten tog affære og sendte
de fremmeste eksponenter for dens egen nedskæringspolitik i fængsel. (Og
dette var i øvrigt heller ikke sket uden presset fra de massive
folkelige protester og optøjer.)

Venlig hilsen,

Markus Lund