Anmeldelse: Ny bog fortæller den radikale venstrefløjs historie gennem plakater

Gadens Parlament er fyldt med plakater, og det er en fornøjelse, at
forfatteren Malene Meisner har ladt plakaterne fylde så stor en del af
bogen og givet dem lov til at fortælle deres egen historie. Meisner har
desuden gjort meget ud af, at man kan begynde at læse bogen, dér hvor
man har lyst, og man kan sagtens nøjes med kun at læse enkelte afsnit.
Det gør desværre også, at hendes ellers fine introduktionstekster til
bogens forskellige afsnit, hvis man vælger at læse bogen fra start til
slut, nogle gange gentager de samme ppointer.

Udover de løbende introduktionstekster er der en indledende og en
afsluttende artikel. Den indledende artikel balancerer fint mellem at
være en letlæselig introduktion til bogen og den radikale venstrefløj og
mere akademiske overvejelser om plakatens betydning for en politisk
bevægelse. Introduktionsteksterne fortæller løbende læseren om de
forskellige perioder, og hvad der kendetegner dem.

Generelt er de korte introduktionstekster utrolig gode og velskrevne.
Enkelte gange bliver de dog desværre lidt for akademiske, som når
Meisner skriver: ”Ideen om at interagere som et korrektiv til de
almindelige kulturtilbud havde dog en forløber.” Det gentager sig
desværre i den afsluttende artikel, hvis intention om at løfte
plakaterne over deres umiddelbare funktion – at kommunikere konkrete
budskaber og arrangementer – til at spille en vigtig rolle for at skabe
en politisk bevægelse er meget interessant. Desværre fandt jeg teksten
svær at forstå og var nødt til at læse den flere gange, før jeg følte,
at jeg nogenlunde kunne følge pointerne. Der er ingen tvivl om, at
Meisner virkelig har forsøgt at forklare sig så forståeligt som muligt,
men det lykkes desværre ikke helt.

En af bogens styrker er, at den gennem plakaterne fortæller en historie,
som kun ligger ganske få år tilbage, og som derfor er en historie, som
mange selv har oplevet og kan huske. For mig blev bogen a trip down
memory lane
, hvor jeg kunne følge min færd gennem den radikale
venstrefløj fra de første demonstrationer til de plakater, jeg selv har
været med til at lave. Det er både sjovt og fascinerende og vil
utvivlsomt få mig til at vende tilbage til bogen igen og igen.

Trods de mindre skønhedsfejl er der ingen tvivl om, at dette er årets
julegaveidé til både ens gamle selvfede bz-onkel, som er blevet en stor
kanon i reklameverdenen, og ens unge niece, der første gang har været
til koncert i Ungdomshuset.

Se Malene Meisner fortælle om bogen