Kronik: Regeringen og Enhedslisten blåstempler højrepopulisme

Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har ikke fundet en modgift
mod den massive højredrejning som har fundet sted i Danmark de sidste 20
år. I stedet for at stå ved ved deres egen værdier og holdninger, har de
igennem årene givet Dansk Folkeparti lov til at sætte deres fodaftryk på
mange vigtige politiske områder.

Da Dansk Folkeparti blev dannet i 1995 stod det helt klart hvad deres
mærkesag ville blive: indvandring og integration. Som den svenske
professor, Jens Rydren, påpeger skete der nogle år tidligere en
forskydelse af interesseområder i den danske politik.

Økonomiske emner som arbejdsløshed og skattepolitik mistede befolkningen
og politikernes opmærksomhed. I stedet blev sociale emner som
kriminalitet, vold, kulturelle forskelle og moral de centrale og
bestemmende emner i politik og medier.

Alle disse emner koblede DF sammen med integrationsspørsmålet. Mogens
Camre sagde »Danskerne nærer ikke et personligt had til den enkelte
flygtning, men de ønsker ikke de fremmede kulturer i Danmark, ganske
enkelt fordi de – fra de undertrykte, tilhyllede kvinder, over de høje
fødselstal til knivdrabene -ikke hører vor tid og vort land til.«
(Politiken, 21.4.1998).

Camre sætter en sammenhang mellem forskellige problemer og indvandring.
Problemstillingen er kompleks, svaret er enkelt. Det er indvandrernes
skyld. Og faktisk siger Camre også ret konkret hvad DF mener om
integration. Den kan ikke lykkes. Kulturforskellene er for store. Dermed
er en vellykket integration ikke et mål for DF, da det i deres øjne ikke
er muligt.

Men den her tekst drejer sig ikke om hvordan DF har været med til at
forandre politiken og stemningen i Danmark. Det som skal siges er, hvor
meget den parlamentariske venstrefløj har også sine andel i det.
Den politiske reaktion fra venstrefløjen har ikke været som man burde
forvente. En tydelig distancering til DFs politik og retorik, og et
overbevisende modsvar, som sætter en stopklods for højrefløjen og deres
menneskefjendtlige politik.

Men nej, det gik i en anden retning. Stemningen har siden midten af
halvfemserne været præget af frygt for at miste vælgerstemmer til
højrefløjen eller de borgerlige midterpartier. Derfor har man prøver det
som mange, især socialdemokratiske, partier i Europa har prøver.
Og alle har fejltet.

Man går med på de højrepopulistiske partiers agenda. Det er dem som
angiver tonen og bestemmer i hvilken retning politiken udvikler sig.
Venstrefløjen halser bagefter. Man forsøgte at følge med denne bølge og
trak dermed mod højre til en politisk position der allerede var optaget
af andre partier. Konsekvensen er egentligt let at forudse.

Kommunikationen af klassisk venstrefløjspolitik er blev meget utydelig
og ustabil. Antallet af de nyvundne vælgere er meget begrænset. Ja, det
lykkede at holde nogle i partiet, som ellers måske ville været smuttet
til et parti til højre fra Socialdemokraterne, men hvad er med dem som
er blevet skuffet af Socialdemokratiet og SF? De forlod partiet og
smuttede til partier hvor de følte sig mere hjemme. Og i mange arbejdere
og pensionisters tilfælde er det Dansk Folkeparti.

Venstreorienterede mennesker søgte til gengæld mod venstrefløjen. Folk
smuttede fra S til SF. Og efter SFs katastrofeopførsel i valgkampen i
2011 tabte de mange vælger til Enhedslisten, der fik store fremskridt.

Men nu, hvad nu? Nu er der sket noget som selv de største pessimister
ikke havde forudset. Regeringen, med støtte fra Enhedslisten, indgår et
samarbejde med Dansk Folkeparti. Det er kun et lille sammenarbejde, det
er helt rigtigt. Men samarbejde er samarbejde, og signalværdien er
markant: Dansk Folkeparti er et parti som man gerne vil samarbejde med.
Et parti der hører hjemme o vores demokratiske samfund. DF og deres
menneskefjendtlige værdier er ikke en grund til at fravælge partiet som
samarbejdspartner. Ergo; Dansk Folkeparti og alt hvad de har i
bagagen er gode nok.

Faktisk er det lidt lige meget at dette forlig blev til noget. Faktum er
at regeringen og Enhedslisten har overvejet et samarbejde med dem, og
dermed godkende deres ideologi. Og nej, der bliver ikke sagt, at
regeringen og Enhedslisten er enige i DFs politik og støtter den. Men
der bliver heller ikke sagt at DFs politik er menneskefjendtlig og
konsekvent skal afvises.

Man har lyst til at kaste op, men man må give Søren Pind fra Venstre
ret, når han i TV-Avisen den 2. marts siger, at han er glad over at alt
det brok fra venstrefløjen over at De Konservative og Liberal Alliance
har samarbejdet med Dansk Folkeparti endelig ophører nu, fordi venstrefløjen har bevist at man godt kan samarbejde med DF.

Dansk Folkeparti og den politiske midte er hovedansvarlige for den
markante højredrejning i Danmark. Men samtidig må venstrefløjen se sig
selv i spejlet og blive klar over, at de også har et stort ansvar for
det, der er sket. At skubbe skylden over på andre er let, og nogen gange
rigtigt. Men nu er det på tide at venstrefløjen bliver klar over hvad
deres rolle i udviklingen er. En passiv, nogle gang sågar aktiv rolle,
som har givet masser af plads til udviklingen af den politiske
højrefløj. Med den erkendelse følger også et ansvar for det der sker
eller ikke sker.

Kronikken er skrevet af Tobias Alm, en tyskfødt antifascist bosat i Danmark.