Per Mortensen er død

Per Mortensen var smedelærling under nazisternes besættelse af Danmark, og blev i 1943 aktiv i sabotageorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner), der udførte en lang række sabotager af danske virksomheder, der producerede materiel til tyskerne. Per deltog den 27. marts 1945 i sabotagen af radiofabrikken ”Always” i Boyesgade på Vesterbro, som BOPA sprængte fordi den producerede dele til de tyske V2-raketter. Sidste år medvirkede Per i dokumentarkortfilmen ”Bomben i Boyesgade”, hvor han fortalte om sin deltagelse i sabotagen.

Dødsfaldet betyder at Projekt Antifas arrangement lørdag den 3. marts på Frihedsmuseet med Per Mortensen er aflyst. Arrangementet skulle have været gennemført i december, men blev aflyst da Per Mortensen allerede på det tidspunkt havde problemer med helbreddet. Han insisterede på at gennemføre arrangementet i marts, hvilket vi desværre ikke nåede.

Nedenfor kan du se kortfilmen “Bomben i Boyesgade” om BOPAs aktion mod Always-fabrikken under krigen. Filmen blev udgivet i maj sidste år.