Kendt naziduo siger farvel til fascismen

I et interview med netmediet The Daily, fortæller de to tidligere white power-børnestjerner, Lynx og Lamb Gaede, om deres exit fra den nazibevægelse de er vokset op i.

Tvillingerne debuterede allerede som 10-årige, kraftigt “hjulpet” af deres mor og manager, den erklærede fascist April Gaede. Deres singer-songwriter covers af bl.a. det britiske naziband Skrewdriver, blev hurtigt populære i den amerikanske og den europæiske nazibevægelse.

Lynx og Lamb blev også verdenskendte udenfor de nazikredse, der dyrkede deres white power-musik, ovenpå to britiske TV-dokumentarer, om dem og deres tilværelse.

Men i 2006 skete der noget da de to, nu unge teenagere, trodsede deres mor og blandede sange af dem selv og af Bob Dylan ind i deres Europatour-repertoire. Dette kursskifte, og indblandingen af Bob Dylan der er af jødisk afstamning, medførte stor vrede hos deres fans og ovenpå turnéen besluttede de to piger at kvitte karrieren.

Efter flere års pause fra medierne fortæller de to nu nittenårige om, hvordan de har ændret syn på verden, og hvordan de har brudt med fascismen, som de blev opflasket med og har været med til at udbrede med deres musik.

– “Jeg er ikke hvid nationalist længere,” siger Lamb til The Daily og fortsætter: “Min søster og jeg er rimelig frisindede nu.”

I interviewet fortæller de endvidere om frygt for repressalier fra nazibevægelsen, forholdet til deres mor, samt hvordan pot har hjulpet dem begge i et alvorligt sygdomsforløb, der fulgte efter karrieren.

Læs interviewet i The Daily

Dokumentar om Prussian Blue, på YouTube (del 1)