Front National ser Danmark som forbillede

En ny plakat fra det franske højreorienterede parti Front National har
fået følgende budskab: ”Danmark kontrollerer sine grænser. Hvorfor gør
vi ikke?”

Plakaten, der er en del af en større kampagne fra det højreekstreme
parti, opfordrer til at indføre grænsekontrol som i Danmark. Medlemmer af partiet er blevet opfordret til at sprede plakaten over hele Frankrig.

Marine Le Pen, leder af Front National, står stærkt i mange
meningsmålinger. En række målinger har desuden vist, at Le Pen nyder
større popularitet end nuværende præsident Nicolas Sarkozy.

Det er ikke første gang europæiske højreekstremister har omtalt den
danske grænsekontrol. I en artikel på Politiken.dk udtaler
indvandringsordfører for Geert Wilders’ hollandske Frihedsparti (PVV), Sietse
Fritsma at de ”…er meget enige med Dansk Folkeparti i, at
grænsekontrollen skal styrkes. Derfor er den danske aftale godt nyt:
Jo mere, der skubbes på, jo bedre.” Karl-Heinz Grünsteidl, der sidder
i den østrigske nationalforsamling for Frihedspartiet (FPÖ), har også
udtalt sin støtte til den danske grænsekontrol.

Grænsekontrollen er nu så tæt på at være en realitet, at
Vejdirektoratet den 5. maj sendte opførelsen af grænsekontrol på
motorvejen ved Frøslev i udbud.

Læs mere om sagen hos Politiken her og her.