Supervision – et vigtigt værktøj

De fleste aktivister kan nok nikke genkendende til stres i længere eller
kortere perioder i forbindelse med projekter og aktivisme generelt.
I et projekt som Kirkeasyl med et meget højt stresniveau for alle
indvolverede – asylansøgere, såvel som aktivister – er der en ikke
ubetydelig fare for at gå ned med stres eller blive ramt af depression og,
eller angst. I en sådan situation kan supervision være en stor hjælp.

Supervision er et begreb fra psykologien, men bliver også anvendt i andre
professioner hvor folk arbejder med mennesker og relationer, f.eks
socialrådgivere, sygeplejersker og pædagoger.

Kort fortalt går supervision ud på, at dem, der bliver superviseret, løbende
har samtaler med mere erfarne kolleger eller andre relevante fagpersoner.
Supervisorerne spørger ind til og hjælper med at starte reflektioner over de
situationer og det arbejde, de superviserede er i. På denne måde kan
supervisorerne hjælpe med at få lokaliseret problemstillinger, der er svære
at håndtere, og også komme med råd og vejledning til at bearbejde disse
problemstillinger.

Supervisionen af aktivisterne fra Kirkeasyl blev foretaget af en gruppe af
frivillige psykologer og blev tilbudt til alle arbejdsgrupper i projektet.
Derudover var der mulighed for at komme som enkeltperson, både til
fællessupervision på tværs af grupperne og til supervision alene.

Maria og Mathias vi har snakket med var begge aktive i forskellige dele af
Kirkeasyl.

Projekt Antifa (PA): Hvilke af supervisionenstilbudne i Kirkeasyl brugt i?

Maria: Jeg var i løbet af Kirkeasyl både i gruppesupervisionen med min
arbejdsgruppe og til enkeltsamtaler og det var godt på forskellige måder.
Gruppesupervisionen var god i forhold til, at sammen få snakket om hvordan
vi havde det, i et rum der var dedikeret til det. Her kunne vi dele vores
erfaringer og få luft for vores frustrationer sammen, og snakke om hvordan
vi tacklede de ting vi oplevede.
Enkeltsamtalerne var gode i forhold til lige at kunne få vendt ting man af
en eller anden grund ikke kunne sige i en større gruppe med folk man ikke
nødvendigvis kendte så godt.

Mathias: Jeg var også både til supervison i gruppe og alene.

PA: Hvorfor brugte i Supervisionen?

Mathias: jeg brugte supervisionen fordi jeg var rigtig stresset. Jeg stod i
en situation jeg aldrig havde stået i før og følte mig meget magtesløs, jeg
følte at jeg havde ansvar for nogen andre menneskers skæbne, og det var kort
sagt en rigtig lortesituation. Men også fordi jeg brug for at kunne vende
ting jeg var i tvivl om og de volsomme ting jeg og vi oplevede med nogen
professionelle.

Maria: jeg brugte supervisionen på grund af stress og fordi der var nogen
vanskelige situationer at tackle og også fordi jeg var ked af det.
Helt konkret var både udvisningerne og senere kirkens rydning rigtig hårde,
men også den generelle stress, som alle på forskellig måde følte, havde jeg
brug for at få vendt med nogen.

PA: Virkede det at være til supervision og hvordan?

Maria: Ja! Det er virkelig uhensigtmæssigt at være i en situation med nogen
meget pressede mennesker og så selv være kørt helt ned, det holder bare
ikke. Så var det virkelig godt at få et rum, hvor man kunne få sat ord på de
ting man ellers bare gik og rodede med selv.

Også det at finde ud af, at man ikke var den eneste, der havde det, som man
havde det, var rart. Og også lige at få at vide, hvad man egentlig godt
vidste; nemlig at det, at være stresset, ked af det og halv-deprimeret, ikke
er underligt i sådan en situation. Det var rigtig godt.

Mathias: Som ikke-fagperson var det også nogle gange rigtigt svært at vide,
hvad man skulle gøre f.eks i tilspisede situationer i forhold til konflikter
mellem de folk, der boede i kirken, eller i forhold til folk, der var meget
bange. Der måtte man prøve sig frem og så var det rigtig fedt at kunne
snakke med nogen, der havde professionelle erfaringer i sådan nogle ting og
som kunne hjælpe med at åbne tingene op for én.

En del af supervisionen fra psykologerne var også, at de forklarede om deres
erfaringer i forhold til at arbejde tæt sammen med mennesker med svære
traumer fra krig, flugt og ikke mindst det danske asylsystem. Dette gav
indblik i mønstre og situationer, der var gode at være opmærksomme på og var
en stor hjælp i forhold til at navigere i forskellige situationer, som de
færreste aktivister i Kirkeasyl havde stået i før. f.eks håndtering af
konflikter eller det at trække grænser for hvilke ansvar, man kan påtage sig
i given situation.

PA: Vil I anbefale supervision til andre aktivister i lignende projekter?

Mathias: Jeg vil klart anbefale det – det er meget vigtigt at passe på sig
selv og dem man er organiseret med.
Man tvivler tit selv på, eller vælger at glemme, hvor hårde ting det er, man
dealer med, fordi man er midt i et vigtigt projekt. Man glemmer sig selv og
fokuserer på at løse den næste vigtige opgave i en lang række, og mærker
først senere, hvor hårdt det har været, og så kan det desværre være for
sent.

Maria: Helt sikkert. I hårde og lange projekter er det vigtigt, at bruge tid
på ting som supervision, så man ikke brænder sammen i eller efter projektet.
Vi tror nogle gange, at vi kan være en slags top effektive super-aktivister,
hele tiden, fordi det vi arbejder med, er virkelig virkelig vigtigt fordi
der er mennesker, hvis liv er på spil.
Når det sker, så får man ikke lige mærket efter, hvordan man egentlig har
det, og det holder bare ikke. Hvis man så oveni tilsætter, at det måske er
lidt småhemmeligt, så man ikke engang kan snakke f.eks med ens andre venner,
der ikke er med i projektet, om det man laver. Så kan det altså godt gå ret
galt. Derfor tror jeg også, at en eller anden form for struktur eller
formalisering omkring supervision ville være virkelig godt. At få en kultur
omkring det, at passe på sig selv og dem man er organiserede med, og f.eks
bruge supervision.

Mathias: Det er også generelt lidt et tabu ikke at kunne yde 110 % hele
tiden. Vi er som miljø ret dårlige til at integrere folk, som ikke har samme
høje aktivistniveau, eller som gør ting på nogle andre måder end de fleste
er vant til, og der kan supervision også være et værktøj til lige at se på
hvordan det er, vi som grupper gør tingene, og om der måske kunne være nogle
andre måder at arbejde sammen på, som man ellers måske havde været blind
for.