Kronik: Legalistisk antifascisme – et skridt frem og to tilbage

På dele af venstrefløjen har der de seneste år været en slem tendens til
at mene, at fascismeproblemet er noget der skal løses af politiet. Dem
der mener der tager grueligt fejl.

Først og fremmest,
så er det essentielt at fastholde, at fascismen er et politisk problem.
Fascisterne er ikke ‘bare’ en flok kriminelle, som politiet skal (eller
kan) tage
sig af. Kriminelle handlinger er en helt central del af fascisternes
repetoire, og af fascismens ideologiske kerne, men fascismen kan ikke
isoleres til alene
at være et spørgsmål om overtrædelse af straffeloven. Ofrene for
fascismens forbrydelser er ikke tilfældige – de er politisk udpegede.

Vi er antifascister, fordi fascismen ikke er en legitim politisk
holdning, der kan eller skal imødegås på lige linie med andre holdninger
vi er uenige i – og for at
stoppe de forbrydelser der er en del af deres ideologi. Vi mener
ikke, at alle indvandrere og flygtninge skal ud af landet. Vi mener
ikke, at homoseksuelle skal holde deres
seksualitet indendøre og nægtes at stifte familie. Vi mener ikke, at det
parlamentariske demokrati skal erstattes af et fascistisk diktatur, og
vi foragter deres tanke om klassesamarbejde fremfor klassekamp.
Fascisternes chikane, trusler, vold og mord er en følge af deres
ideologi – ikke omvendt.

De seneste år har vi adskillige gange set PET skride ind overfor helt
centrale topfolk i den nynazistiske bevægelse, og forsøge at sætte en
kæp i hjulet for deres aktiviteter, ved at varetægtsfængsle dem. Først
var der i 2006 sagen med Julius Børgesen, der blev varetægtsfængslet i
næsten et halvt år på grund af et indlæg på Anarkistisk Debatforum og to
skydevåben i hans hjem. Dernæst var der Simon Hvass Jacobsen, en af
White Prides topfolk, der sad varetægtsfængslet omkring et halvt år
efter en række voldssager mod både stadionvagter, dørmænd og
en venstreorienteret.

Sidenhen var der den fuldstændigt groteske sag om
Flemming Muff Christiansen og Stephan Günther, begge fra Blood & Honour,
der blev varetægtsfængslet for at have distribueret ulovlig musik(!) og
efter mange måneder i varetægt til sidst udleveret til de tyske
myndigheder. En del kunne tyde på at Lars Agerbak nu bliver den næste på
listen. 192a har en minimumsstraf på et års fængsel, og man må gå ud
fra at politiet kommer til at tage sig god tid med efterforskningen. Med
mindre at sagen er det rene luftkastel, er det realistisk at Agerbak
ikke kommer på fri fod før engang til foråret.

Fælles for de ovenstående fascister er, at deres sag er sat i scene af
PET (med
beredvillig assistance fra de lokale politikredse), og at de i lige så
høj grad har handlet om at sværte de fængsledes respektive
organisationer til, og knuse deres organisatoriske infrastruktur, som
det har handlet om reelt at strafforfølge forbrydere. Hvem bliver
ellers varetægtsfængslet i seks måneder fordi de har 200 cd’er med
lortemusik liggende i et skur i Vejby?

Betyder det så at vi synes det er synd for dem? Nej, det gør det ikke!

For samtlige personerne listet ovenfor gælder det, at de er
højtplacerede medlemmer af militante fascistiske strukturer, og
undertegnedes omsorg og medlidenhed for dem kan ligge på et meget lille
sted. Alligevel bliver vi som socialister og antifascister nødt til at
se kritisk på disse langvarige politiske fængslinger, og det er der
flere gode grunde til:

1) Sagerne er retssikkerhedsmæssigt dybt problematiske. Naturligvis er
det ulovligt at Simon Hvass Jacobsen overfalder folk og at Julius
Børgesen har skydevåben liggende hjemme, men grundlæggende er alle de
fængslede i de ovennævnte blevet holdt bag tremmer meget længere tid end
retspraksis ellers har været på det givne tidspunkt, ligesom de endelige
domme har været hårdere end almen praksis. Den retssikkerhed der trods
alt eksisterer i Danmark er vi nødt til at forsvare – uanset om det er
fascister eller islamistiske terrorister der er
på anklagebænken.

2) PET bruger nazibevægelsen til at skabe juridiske præcedenssager.
PET ved godt, at ingen ved deres fulde fem (de sigtedes forsvarere
undtaget) offentligt vil forsvare voldelige nazister når disse fængsles,
eller kræve garantier for fascisternes retssikkerhed. Derfor bliver
sagerne prøveklude, hvor PET og anklagemyndigheden kan se hvor langt det
er muligt for dem at
gå. Når de først har haft en nazist fængslet i seks måneder før han
skulle udleveres til Tyskland ifb. med en forbrydelse i Danmark, uden at
nogen har sagt fra overfor det juridiske vanvid det reelt er, så kan de
næste gang bruge de samme love mod den venstreradikale bevægelse, mod
antifascister, mod folk der arbejder med international solidaritet og mod
de fagligt aktive.

For PET, Justitsministeriet og anklagemyndigheden er nazisterne de
perfekte crashtest-dummies, fordi ingen brokker sig
hvis dukkerne går i stykker. De første ofre bliver fascisterne, derefter
de militante islamister. Idioter som ingen vil forsvare når de
udsættes for juridiske overgreb. Når præcedens så er sat, ryger
venstrefløjen og resten af de progressive bevægelser på anklagebænken.

3) Den legalistiske antifascistiske strategi, hvor man kræver øgede
straffe til fascister, hårde politiindsats og forbud mod nazistiske
organisationer tjener ikke det der må være alle antifascisters mål: At
holde fascisternes strukturer og aktiviteter på et minimum. I stedet
tjener den til nazisternes iscenesættelse af sig selv som den eneste
sande opposition til det nuværende system, fordi de udsættes for
repression og censur. Erfaringerne fra f.eks. Tyskland og Sverige viser
tydeligt, at kriminalisering og forbud meget ofte tjener til at
radikalisere,
styrke og i visse tilfælde også bevæbne fascistiske grupperinger. En
legalistisk antifascisme skaber en nazistiske undergrundsbevægelse, der
er mere tiltrækkende for mange unge end at være halerend efter
parlamentarisk-orienterede organisationer.

4) Udover at forbud og censur i mange tilfælde styrke fascisterne, så er
det også ineffektivt ift. at forhindre fascistiske angreb på asylcentre,
venstrefløjsarrangementer og unge ‘alternativt’ udseende. At en fra
White Pride sidder fængslet for vold, forhindrer ikke de resterende
nazihooligans i at banke lokale socialister. Erfaringer fra
nabolandene tydeliggør, at politiets største resultater er at fængsle
enkelte fascister eller optrevle, knuse og forbyde enkeltstående
strukturer og organisationer i nazibevægelsen, men ikke mere end det.
Det svækker dem naturligvis, men de fascistiske bevægelser overlever
alligevel – hver gang.

Vi må som antifascister og socialister afvise fængslinger, overvågning
og forbud som værktøjer til at holde fascisterne fra gaden. Det er ikke,
og bliver aldrig, i vores interesse, at opfordre til øget politiindsats,
hårdere domme og mere overvågning for at løse fascismeproblemet.

Politiet og PET er ikke til for at tjene os eller beskytte os. Som
socialister ønsker vi et andet samfund,
og udgør i deres øjne derfor ikke borgere der har krav på samfundets
beskyttelse, men derimod en trussel mod demokratiet og samfundsordenen.
Politiet er er den lovgivende magts voldsmænd. De bruges i høj grad til
at løse politiske problemer – og det virker. F.eks. er politiet et meget
effektivt værktøj, når det kommer til at opspore og udvise illegale
udlændinge (som den lovgivende magt har udpeget som et problem). Så
længe vi står i opposition til magthaverne, vil politiet ikke tjene
vores interesser eller beskyttelse.

Når nazisterne vil marchere, skal vi ikke lobbyere for at politiet
forbyder marchen, men i stedet selv stille os i vejen. Når racistiske
hooligans angriber venstrefløjssteder skal vi ikke låse døren og ringe
til politiet, istedet bør vi ideelt set stå sammen og jage dem på
flugt. Når højreekstremister spreder hadsk propaganda på byens vægge og lygtepæle skal vi ikke politianmelde producenten og vente på at kommunen fjerner svineriet, men gøre det selv.

Den fascistiske bevægelse er et politisk problem, der skal løses politisk.

O’Malley, januar 2011