Året der gik

2010 har budt på mange fortsatte kampe fra 2009; White Pride og
situationen i Århus, SIAD og deres evindelige mini-demoer, DNSBs
koncerter og alle de andre racistiske grupperinger, vi som antifascister
stiller os i vejen for, ligesom den generelle højredrejning i samfundet
bestemt ikke er aftagende. Samtidig var 2010 også året, hvor PET tog en
ny paragraf i brug, da de sigtede og varetægtsfængslede antifascister
for terror.

Kriminaliseringen af den antifascistiske bevægelse

I foråret blev to antifascister anholdt og blandt andet sigtet efter
terrorparagraffen, og der gik ikke længe før pressen var fyldt med
historier om PET’s anslag mod den antifascistiske bevægelse.
Betydningsfuldt var, og er det da også, når antifascister bliver sigtet
efter noget så strengt som terrorparagraffen, et middel som ikke
tidligere er blevet taget i brug mod bevægelsen. Sigtelserne medførte
for de sigtede en længere varetægtsfængsling. På gadeplan indkaldte
Antifascistisk Aktion til demonstration mod kriminaliseringen af det
antifascistiske arbejde, og årets københavnske 1. maj-markering havde da
også modstanden mod kriminalisering af politisk arbejde som tema. De
sigtedes sager er endnu ikke afgjort.

Udskiftning i førerbunkeren

Der er altid noget at skrive om den tidligere nazifører Jonni Hansen og hans
kumpaner, og 2010 har bestemt ikke været en undtagelse. Allerede i
starten af året skulle Jonni for retten, tiltalt for overtrædelse af
racismeparagraffen. Retssagen blev fulgt af en antinazistisk
demonstration foran retsbygningen, men retssagen endte med frifindelse.

Senere på året ville nazi-partiet DNSB så afholde en koncert i
førerbunkeren på Hundige Strandvej, hvilket selvfølgelig ikke fik lov
til at foregå uden problemer. Antifascistisk Aktion indkaldte til
blokade af den nærliggende Hundige Station, for at mindske det mulige
besøgstal fra potentielle nye DNSB-medlemmer. Blokaden blev en af årets succeser, da deltagertallet ved koncerten var lavere end ved tidligere koncerter, og fordi det lykkedes at
få en stor del af de lokale unge med i blokaden. Dette skete blandt
andet via en længere mobiliseringskampagne i lokalområdet i tiden op til
blokaden.

Dagens efterfølgende spontan-demo endte næsten helt foran
nazisternes hus, på trods af det store politiopbud.

Men året sluttede ikke der for DNSB-folkene. Sidst på året valgte Jonni
at trække sig fra posten som fører, og lader i stedet Esben Rohde
Kristensen svinge øksen. Jonni Hansen har ifølge Projekt Antifas kilder
forladt DNSB fuldstændigt. Om førerskiftet kommer til at gøre en forskel
kommer det nye år til at vise.

En Århus-historie

Naziproblemerne i Århus er desværre et tilbagevendende emne her på
Projekt Antifa. 2010 var som de foregående, også et år med grove
overfald på venstreorienterede aktivister, om end det ikke har været med
samme intensitet som tidligere. Der er dog ingen tvivl om, at nazisterne
skal tages seriøst, og at 2011 bliver et år, med fortsat kamp mod de
århusianske højreekstreme.

De første antifascistiske aktiviteter i 2010 blev da netop også i Århus. En af årets første nyheder her på Projekt Antifa handlede
lige præcis om dette; En demonstration på mere end 500 antifascister med
titlen ”Good Night White Pride” kickstartede en længere kampagne mod
White Pride. Nazisterne, der ellers havde truet med angreb på diverse
internetfora blev væk, med undtagelse af et hærværksforsøg på en af
AFA’s busser. Vigtigheden af dagens demonstration blev understreget selv
samme dag, da nazisterne om natten overfaldt to antifascister.
Overfaldene medførte en ny manifestation mod nazivold, hvilket også har
været tilfældet efter de andre nazioverfald i år.

På den lysere side skete noget ret uventet i år. En ung kvinde
infiltrerede nazimiljøet i Århus, og viste dets sande ansigt. Historien
skabte megen medieomtale, og selvom bogen ikke fortæller det store nye
for folk der løbende følger med i hvad der sker i nazi-bevægelsen, er den bestemt vigtig, blandt andet fordi den giver et helt unik indblik i de sociale forhold og samspillet internt i nazimiljøet. Sjældent formår en enkelt person samtidig at skabe så stor opmærksomhed omkring et for mange danskere ukendt emne. En stor ros for mod og viljestyrke er helt bestemt på sin plads her.

Valg i Sverige

Efteråret bød på et vigtigt valg i Sverige. Det højreorienterede parti
Sverigedemokraterne (SD) skulle stå sin prøve. SD vandt pladser i
Riksdagen, med 5,6 procent af stemmerne. På trods af valgsejren nægtede
samtlige svenske partier at samarbejde med SD. I løbet af valgkampen
fik SD stor opbakning fra Dansk Folkeparti, og selvom SD ikke siger det
højt, er det tydeligt at de henter inspiration til partiprogrammet på
den anden side af Øresund.

Den lysere side af 2010

På trods af terroranklager, et negativt svensk valg og de fortsatte
overfald i Århus, er 2010 ikke et år kun fyldt med dårlige nyheder.

Selvom naziproblemerne i Danmark tales større end de er, er det værd at bemærke, at der i 2010 kun blev gennemført to højreradikale demonstrationer på dansk jord. Begge demonstration var arrangeret af SIAD, henholdsvis den 21. maj og 11. september, og samlede 12-15 deltagere. Det er, såvidt vi her på redaktionen har kunnet regne ud, det laveste antal højreekstreme demonstrationer på dansk jord siden 2005.

Til sammenligning har vi på Projekt Antifa omtalt mere end 20 antiracistiske demonstrationer og manifestationer i hele 2010, og vi har sikkert glemt nogle. Flere af disse har været moddemonstrationer mod eksempelvis SIADs mini-demonstrationer, og som altid er Krystalnatten, Befrielsesdagen og 1. maj blevet markeret i flere byer.

Endnu en positiv historie er, at Projekt Antifa i år kunne fejre sin
første fødselsdag – og dét med et brag. Fredag den 5. august holdt vi
stor koncert på Blågårds Plads, hvor 7-800 folk dukkede op.

Som en del af fødselsdagsfejringen lanceredes AntifaShoppen.dk, en
antifascistisk webbutik, der i løbet af 2010 har været i stadig
udvikling. Allerede nu kan vi løfte sløret for, at Antifashoppen.dk
i løbet af januar bliver relanceret, med en helt ny hjemmeside, blandt
andet med dankortbetaling og masser af nye varer; både bøger, stickers
og tøj.

Med håb om antifascistisk fremgang landet over – godt nytår!

Update: Vi havde lige glemt DNSB’s minidemonstration i Århus på Grundlovsdag, så antallet af højreekstreme demoer var således tre og ikke to.