Nazimarch forhindret i Neumünster

Omkring 350 antifascister (politiets tal, red.) mødte i lørdags op for at blokere og forhindre en nazimarch i Neumünster i Nordtyskland. Blokaden var en succes, og de omkring 100 højreekstreme måtte efter en kort
manifestation finde sig i, at blive eskorteret væk i tog. En højreekstrem
blev såret og ni antifascister anholdt. De ni anholdte er igen på fri fod.

Den korte nazi-manifestation var allerede under starten af dagen i
problemer. Tidligt på dagen havde antifascister placeret sig på udvalgte
steder langs marchruten. Politiet vurdere derfor, at de ikke var
sikkerhedsmæssigt forsvarligt at lade marchen gå sin rute. Efterfølgende
tilbød politiet i stedet en parkeringsplads til de højreekstreme.

Deres demonstrationsledelse afviste dog, og politiet valgte derfor at
blokere en gruppe på omkring 80 højreekstreme, så de ikke kunne forlade
startpunktet for deres marchrute.

De højreekstreme kom aldrig videre, og demonstrationsledelsen valgte til
sidst at opløse marchen, hvorefter de fleste højreekstreme blev eskorteret
ud af byen. Enkelte der havde opholdt sig rundt omkring i byen blev
konfronteret af antifascister og jaget væk.